Et procesdokument om dialog

Oktober 2005

 

 

Et levende møde i et multireligiøst samfund

- Areopagos proces dokument om dialog

 

1.   Den uendelige historie

a.      At forandre og at blive forandret

I en kristen sammenhæng er religiøs dialog at lede efter Guds nærvær og stemme overalt og i alle fællesskaber, både religiøse og sekulære, fordi Gud elsker hele sin skabning, som han har åbenbaret det i inkarnationen, døden på korset og Jesu Kristi genopstandelse.

 

Areopagos er en kristen missionsorganisation. Vi tror, at Guds kærlighed kommer til udtryk i skabelsen, og at Guds nærvær kan findes i mødet med andre mennesker. Vi tror, at alle mennesker er skabt med en “Kristus signatur”. Buddhisterne har en tilsvarende forståelse i forhold til en ”Buddha signatur”. Interreligiøs dialog leder os til at oppdage sandhed og lærer os vigtige indsigter, der styrker os i vore liv som kristne og opmuntrer os til at leve vore liv i større åbenhed for Guds nærvær: Kærlighed, barmhjertighed, tro og håb.

 

Vi står i forligelsens og forsoningens tjeneste. Alle mennesker har behov for at blive elsket, forstået og tolereret, og når vi kommer andre i møde i forligelsens ånd, sætter vi dem fri til at være åbne for forandring. Samtidig forandres vi selv, uanset om den Guds fred, vi deler med andre ”bliver over dem” eller ”vender tilbage til os” med indre helbredelse og øget forståelse. Kristen mission er en invitation til at tage del i den fred, der kommer af at vide sig selv og sin næste forsonede med Gud.

 

Når vi i mødet med andre mennesker åbent og ærligt deler vor tro, vor overbevisning, vort håb og vore svagheder, vil det virke som en udfordring til forandring i den andens liv. At møde andre ansigt til ansigt vil sige at indgå i en dialog uden forsvar, uden visir og våben. Vi opmuntrer den gensidige tillid ved at fremstille os selv som sårbare og ufuldkomne mennesker. Vi indgår i dialoger uden en skjult dagsorden og uden at tænke, at vi er bedre eller mere værd end den anden. Det eneste, vi kan rose os af, er Guds nåde og kærlighed, som gør os til hans børn, og som han kalder os til at dele med vore medmennesker. Det er ikke op til os at dømme eller skabe skel mellem mennesker – kun Gud er retfærdig og i stand til at dømme ret.

 

Vi lever i en verden i konstant forandring og stadigt skiftende relationer. Dette påvirker vort arbejde med mission og vor forståelse af dialog....Vort netværk af partnere og formålsvirksomheder rummer derfor forskellige erfaringer og reflektioner omkring dialog.

 

Da vi første begyndte at arbejde med dette dokument, var det hensigten at udfærdige et policydokument for Areopagos om dialog. Som en missionsorganisation, der har haft fokus på interreligiøs dialog siden vor stifter etablerede arbejdet i Kina i 1922, mente vi, at vi mere end de fleste måtte have ekspertise og erfaring til at beskrive hvad dialog handler om. Men igennem processen med refleksion og erfaringsudveksling blev vi klar over, at et sådant dokument ville fremstå som en kontrast til dialogens grundlæggende natur. Dialog er en levende dynamisk proces, hvor positioner og synspunkter aldrig er statiske, men snarere kan opfattes som sten i vadestedet, hvor man kan hvile for en stund eller bruge som afsæt på vej i nye retninger. Et endeligt policydokument, der beskriver ”hvordan vi forstår dialog”, ville øve vold mod selve essensen i dialog som et levende møde med andre mennesker.

 

Dialogisk mission vokser ud af og kommer til udtryk i åbenhed, ydmyghed, troværdighed og integritet. Vi er i dialog som vidner om det, vi har set, hørt og rørt. Mission er vidnesbyrd i dialog. Der findes ingen mission uden dialog – og der kan ikke være nogen sand dialog, uden at vi er tydelige omkring vor grundlæggende tro og værdier.

 

Interreligiøs dialog findes i mange udgaver og foregår på flere niveauer: dialog mellem repræsentanter for forskellige religiøse traditioner, udveksling af personlig tro og erfaring mellem enkeltpersoner, interreligiøse og interkulturelle aktiviteter med et fælles formål for øje, og den tavse mystiske dialog i mødet mellem forskellige liturgier og religiøs praksis.

 

 

b.     Fælles karakteristika i forståelsen af forskellige slags dialog

Ud fra de mangeartede erfaringer med dialog inden for vort netværk, er vi kommet til, at de forskellige slags dialog har flere ting fælles på trods af forskelligt fokus og kontekst:

 

Interreligiøs dialog generelt:

§   Vi går ind i en dialog med en grundholdning af nysgerrighed og interesse for at lære nyt. I dialogen ønsker vi at lære den anden at kende og undgå fordomme.

§   Dialog skal ske med respekt og i ydmyghed. Deltagere i dialog skal værne om den andens ret til at vælge sine egne værdier og tro. Dialogpartnere er forpligtede på at beskytte og respektere hinandens integritet.

§   I en sådan grundholdning af tolerance kan gensidig tillid vokse frem, efterhånden som dialogen udvikles.

§   Kun i tillidsfulde relationer er det muligt for dialogpartnere at føle sig fri til at åbne sig for forandring. I en sådan dialog vil deltagerne vove at lade sig forandre i sine trosforestillinger og holdninger.

 

Kristne i dialog:

Når kristne går ind i interreligiøs dialog, er de desuden forpligtede på at vidne, at leve i discipelskab og at følge Jesu Kristi eksempel som den fuldkomne rollemodel for dialog. Det betyder at:

§   Vort grundlag for at involvere os i dialog med andre er erkendelsen af, at vi er hverandres næste, og en bekendelse af, at vi ofte overser den andens behov og den indsigt i sandheden, der kommer til os i mødet med den anden. Vi mødes ansigt til ansigt i troen på, at vi er skabt som ligeværdige. Hver af os har unik værdi og potentiale.

§   Vi ved om os selv, at vi er tilgivne syndere. Derfor møder vi ikke andre med en forventning om, at de fuldkomne, men om at de skal tages imod med accept og tilgivelse. Den, som er tilgivet meget, elsker meget.

§   Vi erkender at vi ikke til fulde kan beskrive Sandheden og Guds væsen med vore ord. Gud er altid større og åbenbarer sig selv på utallige måder og gennem utallige traditioner. Derfor må vi afstå fra en holdning af ”vi alene vide”, hvordan sandheden skal beskrives.

§   Vi indgår i dialogen i bodens ånd - bod fra forkerte handlinger og tidligere fordomsfulde holdninger til, hvad den anden måtte tro og tænke.

§   Vi er forpligtede på at vidne om vor tro på Jesus Kristus som Sandheden. Dette vidnesbyrd skal deles i kærlighed, hvis det skal være sandt mod hvem, Han er. Vi kan ikke påtvinge andre evangeliet, men vi har indflydelse på, hvordan de forstår det, gennem den måde vi deler det på.

§   Vort vidnesbyrd om denne tro omfatter også vort daglige liv og den måde, vi administrerer vore ressourcer og muligheder på.

§   Vi er forpligtede på at være en del af det kristne fællesskab som Kristi legeme - med alle dets fejl og mangler.

2.   Hvorfor et proces dokument for Areopagos?

 

We cannot point to any other way of salvation than Jesus Christ; at the same time we cannot put any limit to God’s saving power. There is a tension between these affirmations, which we acknowledge and cannot resolve. From statement from The San Antonio Conference, WCC, 1989. <o:p></o:p> Summary by International Review of Mission from: IRM, vol. LXXVIII Nos.311/312, (July-October 1989), side 25-29.

Inden for Areopagos er dialog et centralt begreb i alt, hvad vi gør. Ved siden af studier i religion og spiritualitet udgør dialog den ene af de tre hovedsøjler, som vort arbejde hviler på. Areopagos virker i og gennem netværk med mange partnere, formålsvirksomheder, institutioner og enkeltpersoner for at opfylde sit formål.

 

Inden for dette netværk findes  der forskellige forståelser og erfaringer af dialog. Derfor har vi som organisation behov for fra tid til anden at reflektere over vor forståelse af dialog. Hvad er vor arv, hvad har vi lært gennem vort arbejde indtil i dag? Vi har brug for en evalueringsproces og vurdering for ikke at fastholde os selv og vore partnere i en for enkelt og definitiv dialogforståelse. Vi har brug for at underbygge og styrke samarbejdet inden for netværket og at forstå de forskellige synspunkter, hvordan de bedst kan inspirere hinanden, og hvordan de relaterer til Areopagos formål.

 

Vi tror ikke, det er frugtbart at formulere en enkelt forståelse af dialog, som den gældende inden for Areopagos. I stedet ønsker vi at pege på den kreative spænding der opstår, når vi lever med vore forskelligheder i åbenhed og med vilje til at lære og lade os inspirere.

 

a.      Tradition og historie.

Areopagos er en kristen missionsorganisation, stiftet som selvstændig mission i 1926, med det formål at vidne om evangeliet om Jesus Kristus blandt religiøst engagerede mennesker i Asien, primært i den kinesiske kultursammenhæng. Missionen blev grundlagt af  Karl Ludvig Reichelt. Han havde en særlig interesse for at besøge buddhistiske og taoistiske templer og klostre, hvor han deltog i samtaler med de religiøse ledere og det engagerede lægfolk. Gennem disse møder blev han udfordret til at lytte, studere, dele og udvikle sin egen spiritualitet inden for den kristne tradition, for at kunne optræde som en relevant og respekteret dialogpartner og missionær. Reichelt’ tjeneste markerer begyndelsen for vor mission og er baggrunden for, at vi i dag prioriterer religionsstudier, dialog og spiritualitet.

 

b.     Nye udfordringer.

I dag er Areopagos involveret i dialogarbejde både i Asien og Skandinavien. Selv om de forskellige kulturer og kontekster er forskellige, er der mange fælles faktorer i de globaliserede kulturer, som vi alle udfordres af i vort arbejde. Derfor prioriterer Areopagos gensidig inspiration og interaktion på tværs af de geografiske skel mellem Asien og Skandinavien. Vi ønsker at lære af hinanden.

 

 

In the past we have sometimes been guilty of adopting towards adherents of other faiths attitudes of ignorance, arrogance, disrespect and even hostility. We repent of this. We nevertheless are determined to bear a positive and uncompromising witness to the uniqueness of our Lord, in his life, death and resurrection, in all aspects of our evangelistic work including inter-faith dialogue.<o:p></o:p> The <st1:place>Manila</st1:place> Manifesto, <st1:city><st1:place>Lausanne</st1:place></st1:city> Committee, 1989.<o:p></o:p>

De skandinaviske kirker, der virker i et multi-kulturelt og multi-religiøst pluralistisk samfund, støder på udfordringer, der har været velkendte for kirker og kristne I Asien gennem århundreder. Det skandinaviske samfund er på vej fra et moderne til et pluralistisk post-moderne samfund, hvor der lægges vægt på valg, individualisme og forbrug. Dette er meget forskelligt fra den traditionelle pre-moderne holistiske tilgang til multi-religiøsitet i store dele af Asien.  Begge situationer udfordrer kirker og kristne til at gå i dialog med villighed og håb.

 

3.   Dialogformer og dialogerfaringer inden for Areopagos netværket<o:p></o:p>

Som grundlag for vore refleksioner omkring dialogbegrebet præsenterer vore partnere og formålsvirksomheder deres forståelse af og erfaring med dialog. Vi inkluderer også i denne oversigt korte beskrivelser af andre dialogaktiviteter inden for det bredere Areopagos netværk.

 

 

Aktiviteterne i Hong Kong:

 

a.      Tao Fong Shan Kristne Center

I arbejdet på Tao Fong Shan Kristne Center har man fokus på spiritualitet og kristen åndelig vejledning. På det sidste har centret også genoptaget arbejdet med dialog:

 

For kristne er religiøs dialog tilskyndelsen til at lede efter Guds nærvær og stemme overalt og i alle fællesskaber, både religiøse og sekulære, motiveret af den overvældende oplevelse af Guds ubetingede kærlighed for hele skabningen, sådan som den er åbenbaret i Guds uventede menneskevordelse, den chokerende og uværdige død på korset og Guds overraskende genopstandelse i Jesus Kristus, det endegyldige udtryk for dialog.

 

Interreligiøs dialog giver os vigtige lektioner i kærlighed, barmhjertighed, tro og håb; lektioner der styrker os i vore liv som kristne og opmuntrer os til at leve vore liv i større åbenhed for Guds nærvær. Kan det virkelig være sådan, at Gud findes ”skjult” i de traditioner og udtryk, vi møder hos buddhister, hinduer og i de kinesiske religioner, på samme måde som Gud var skjult i inkarnationen, korsfæstelsen og opstandelsen? På samme måde som Gud er skjult i brødet og vinen? Svaret er for os et rungende ja!

 

For kristne er dialog altid en form for vidnesbyrd. Når kristne mødes med mennesker af anden tro, må de forsøge at gøre det i inkarnationens ånd; dvs. som en, der har erfaret noget af Guds uendelige kærlighed til ”den anden”. Vidnesbyrdet om Guds gode nyheder fortælles og leves af de kristne i deres relation til andre; og det fortælles og leves af andre i deres relation til os. Vidnesbyrdet om Gud er ikke bundet af vort religiøse tilhørsforhold, men er både skjult og åbenbaret i gensidige møder med Guds skabning.

 

 

b.     Instituttet for Kinesisk-Kristne Studier (Institute of Sino Christian Studies)

Instituttet har til formål at fremme kontekstualiseringen af kristen teologi I den kinesiske kultur på et akademisk niveau samt at skabe et miljø for dialog i en kinesisk religiøs og filosofisk sammenhæng:

 

Som vi forstår det, opstår dialog mellem forskellige kulturer eller religioner som et indre krav i den menneskelige natur såvel som i kulturerne. Dialog medfører respekt for ”anderledesheden” i religioner og kulturer og beskytter deres særegenheder som historiske og kreative udtryk for den underlæggende enhed, der gør gensidig forståelse og fællesskab mellem dem mulig. Vi tror, at forestillingen om fællesskab finder sin endegyldige inspiration i den kristne åbenbaring i den Treenige Gud. Endvidere fører dialog til en erkendelse af forskellighed i modsætning til en sløvende ensartethed eller påtvungen homogenisering.

 

ISCS inddrager forskellige kristne traditioner, som f.eks. den romersk katolske, protestantiske, østlig ortodokse og  den jødiske, i vore publikationer og akademiske programmer. Vi tror, at kinesisk kristen teologi på ægte vis reflekterer den økumeniske kristne tradition. Udveksling og dialog mellem økumeniske teologier og kinesisk kristen teologi har medført gensidig berigelse. Udgivelsen af ”Oversættelse og Overtagelse: Økumenisk teologi og kristen teologi på kinesisk” (Translation and Adoption: Ecumenical Theology and Christian Theology in Chinese) er et foreløbigt resultat af denne bestræbelse. Gennem oversættelse, som en form for indre dialog, forsøger kinesiske teologer og tænkere at bruge det kinesiske sprog til at udtrykke den kristne tros begreber og dermed berige de intellektuelle ressourcer i den kinesiske kultur; vestlige teologer bliver også inviteret til at udvide deres horisont ved at forstå kristendommen gennem kinesiske briller. Endvidere søger vi at fremme religionsdialog mellem kristentroen og andre kinesiske religioner, for at styrke den gensidige forståelse og udveksling. Udgivelsen af ”Det buddhistisk-kristne møde i det moderne Kina” (Buddhist-Christian Encounter in Modern China), skrevet af Lai Pan-chiu and He Jian-ming, er et resultat af denne type dialog.

 

Gennem dialog erfarer vi som kristent fællesskab spændingen mellem at være åbensindet og forpligtet. ISCS tror at disse begreber er komplementære snarere end modsætninger. Når vi taler om ”Det kristne vidnesbyrd” tror vi, at det at være kristen betyder både at være forpligtet på vor kristne tradition og at være åben i forhold til andres religiøse erfaringer.

 

c.      Ascension House

Ascension House er et kristent fællesskab og et gæstehus, der inviterer rygsækturister og andre til at tage del i en levende kristen spiritualitet. Det er en del af arbejdet på Tao Fong Shan:

 

Dialogen i Ascension House er dialogen i det praktiske hverdagsliv. Volontørteamet, der driver gæstehuset, praktiserer en åben og inviterende kristen spiritualitet, der inkluderer daglige meditationer og aktiv deltagelse i det åndelige og liturgiske liv på Tao Fong Shan. Dette åbner for spørgsmål og samtaler med gæsterne om tro, etik m.v. Den grundlæggende holdning i Ascension House er gæstfrihed og inkludering. Samtidig er teamets livsstil, mens de tjener gæsterne i huset, en kritik og en modkultur til den overfladiske ”surfende” forbrugermentalitet over for andre mennesker, kulturer og traditioner, som rygsækturister risikerer at udvikle. Det dialogiske aspekt i Ascension House gør det vigtigt at alle gæster føler sig velkommen og accepteret, uanset hvad de tror på. Ascension House forsøger ikke at omvende gæsterne, men inviterer dem til at deltage i teamets eget kristne åndelige liv. Ascension House er en invitation til at ”smage og se”.

 

d.     Det Lutherske Teologiske Seminarium

Seminariet er Tao Fong Shans nærmeste nabo og en partner for Areopagos. Det giver  teologisk uddannelse til studenter fra Hong Kong, Kina og den Sydøstasiatiske region:

 

Det Lutherske Teologiske Seminarium (LTS) har et Reichelt-professorat I kinesisk kultur og religion. Formålet er at studere kinesiske religioner og filosofier for at dygtiggøre den kristne kirke i dens dialog med forskellige kinesiske trossystemer. Der fokuseres på kontekstualisering og mødet mellem kirken og Kinas religiøse verden. Med det tætte link mellem Reichelt-professoratet og Missionsinstituttet ønsker LTS også at placere dialog og religionsstudier i sammenhæng med vidnesbyrd og mission. Som en institution med rødder i lokale Hong Kong-kirker er LTS optaget af, at disse kirker når til en forståelse for dialogens nødvendighed og dens rolle i kristen kommunikation.

 

Andre asiatiske partnere:

 

e.      Centret for studier af de traditionelle kinesiske religion og nye religiøse bevægelser ved Kinas Lutherske Seminarium på Taiwan (The Research Centre for the Traditional Chinese Religions and New Religious Movements at China Lutheran Seminary, Taiwan)

 

I vor sammenhæng ser vi på dialog som en form for gensidig samtale, der bygger på ægte tillid og respekt, præget af gensidig lytten og forståelse. Det er en vedvarende opdagelsesrejse og vekselvirkning. Denne forståelse af dialog indbefatter fire tydelige sfærer:

 

a)     Dialog mellem mennesket og det guddommelige.

b)     Dialog mellem mennesker.

c)      Dialog mellem samfundsgrupper.

d)     Dialog mellem koncepter, værdier, erfaringer eller livsstil.

 

For at en dialog skal blive frugtbar, må den være ikke-forsvarende, ikke-undvigende og ikke-manipulerende. Med andre ord, den må være præget af ærlighed, respekt, integritet, følsomhed, empati og ydmyghed.

 

Dialogen med ”Det Moderne Zen Samfundet” (Modern Zen Community) var vort første formelle møde med en anden religion og en nyreligiøs bevægelse på Taiwan. Helt uforventet blev vor mentalitet og dialogiske indstilling umiddelbart opfattet og taget imod af vor partner. Og til vor overraskelse bød de os velkomne og indbød os til frit at give udtryk for, hvad vi forstod og erfarede omkring Gud. Som et resultat udvikledes der gennem vor dialog et venskabsbånd og en gensidig tillid, som har været til dyb berigelse og inspiration.

 

Vi ser dialog som en vej til at kunne dele med andre på en ægte og ydmyg måde, også at dele de gode nyheder om Jesus Kristus. Før vi deler ud af vort, lytter vi opmærksomt og empatisk efter, hvad vor partner er klar og villig til at dele med os. Men vi er også selv klar til at dele det mest værdifulde og centrale i vor egen troserfaring; samtidig med at vi er åbne for at modtage spørgsmål og kritik.

 

f.        Nordica, T-Café/Gallery i Kunming, Kina.

Areopagos er en partner i et kultur-, kunst- og dialogprojekt i Kunming:

 

Nordica danner rammen om dialog og gensidig udveksling mellem skandinavisk/vestlig og kinesisk kunst og kultur. Kinesiske kunstnere inviteres til at udstille og optræde i Skandinavien, og skandinaviske kunstnere gør det samme i Kunming. Her har Nordica etableret et galleri, en scene for optrædende kunst og en café, der serverer skandinaviske retter. Kinesiske studenter og kunstnere inviteres til at udforske og engagere sig i en dialog med forskellige kulturer og verdenssyn. I de kunstneriske installationer, fremvisninger og events, såvel som i diskussionerne omkring særlige temaer omkring etik, verdenssyn, liv, død osv., bliver mennesker udfordret på tro og værdier. For mange kinesere vil dette være deres første møde med mennesker fra en kristen kulturbaggrund. På Nordica er 8-10 skandinaviske volontører i kontakt med de kinesiske gæster, sådan at de får en bedre mulighed for at forstå den kinesiske kultur og livsførelse.

 

g.     Diakonale projekter I Kina

I Kina er Areopagos involveret I diakonale projekter, som også har et dialogisk aspekt:

 

Areopagos har gennem en årrække samarbejdet med Amity Foundation, lokale myndigheder og samfund i Kina om at bygge skoler, sundhedsklinikker og kvindecentre i de fattige landområder. Disse ”Mind and Body” projekter har til hensigt at give mulighed for uddannelse og en højere levestandard til lokalsamfundene samt at udruste kvinder til at tage ansvaret for deres egen og deres familiers fremtid. Andre projekter sigter mod at yde omsorg for de ældre og at uddanne ledere. Centralt i arbejdet er dialogen og kommunikationen, der foregår mellem lokale myndigheder, landsbyboere og kirkerne under planlægningen og opførelsen af bygningerne: hvorfor bekymrer kristne fra den anden side af jorden sig om levestandarden i Kina? Hvorfor er den kinesiske kirke engageret i at organisere dette? Hvorfor tillægges det så stor værdi at uddanne kvinder og børn – især piger? Projekterne rejser spørgsmål og giver anledning til samtaler omkring menneskeværd, ligestilling, menneskerettigheder, tro og handling. Og de giver legitimitet til den lokale kirke som en vigtig partner i udviklingen af samfundet.

 

h.     Japan

Siden 1959 har Areopagos været i samarbejde med NCC Center for Studiet af Japanske Religioner i Kyoto. Indtil 2004 var Christian Morimoto Hermansen vice director på centeret. Han er nu associeret professor på Kwansei Gaguin Universitet, med status som missionær for Areopagos:

 

I sine refleksioner om dialog tager Hermansen udgangspunkt i en teologi, der har fire principper for dialog: 1) Åbenhed og ærlighed når man deler tanker og synspunkter, med en venskabelig og ydmyg indstilling. Dette er nødvendigt for at kunne forstå de andre omkring det religiøse rundbord; 2) Ingen må udnytte, at den anden religion er dårligt repræsenteret, eller bruge falske stereotyper og karikaturer til at beskrive den anden. 3) Alle deltagere i dialogen skal respektere tema, emne og ramme for dialogen. Hvis andre interessante spørgsmål kommer op i løbet af dialogen, må de gemmes til en anden god gang. 4) Der må ikke ske nogen form for tvang i religiøs overbevisning. Ejheller må vigtige forskelle dækkes under et pluralistisk tæppe eller overfladisk og falsk enhed.

 

Skandinavien:

 

i.        Emmaus

Emmaus er et center for inter-religiøs dialog og spiritualitet i Oslo, igangsat af Areopagos Norge. I dag er Emmaus en formålsvirksomhed i Areopagos:

 

Dialog er et møde ansigt til ansigt, uden skjulte hensigter,  et møde, der finder sted mellem ligeværdige parter. Dialog er noget jeg/vi går ind i, ikke med det formål at ændre den anden, men for at tage del i den forvandling, der kan ske i mødet med andre.

 

Disse sætninger er i lang tid blevet brugt af Emmaus som en beskrivelse af, hvad vi forstår ved en ideel dialog. Inspirerede af historien om vandringen til Emmaus i Lukas 24, 13-35 tror vi, at Kristus er nærværende i samtalen, i ”den andens ansigt”, i måltidsfællesskabet. Samtidig husker vi på, at vi ikke kan se bort fra anderledesheden hos vore dialog partnere med forskellig tro og verdenssyn. De må ikke blive objekter, men skal respekteres og lyttes til på samme måde, som vi selv ønsker at blive respekteret og hørt.

 

Dialog kan beskrives som en måde at være til på. Det handler mindre om forskellige aktiviteter. I vor forståelse er der derfor en grundlæggende kristen sandhed: altid at have ’den anden’ inden for vor horisont, også inden for vor troshorisont. Vort fokus er på den religiøst ’anden’ og på, hvad der sker med vor egen tro gennem mødet med den anden. Det er vor erfaring, at deltagelse i forpligtende fællesskab på tværs af tros- og værdigrænser skaber et fælles fremtidshåb om fællesskab, udfordrer og vitaliserer vor egen tro og viser os vejen til selv at holde fast ved den fulde og hele sandhed. Vi har noget værdifuldt at dele med andre og invitere til, og vi har ting, vi behøver at lære og blive inviteret ind til. 

 

Dialog på tværs af tros- og værdigrænser og inden for vort eget trossamfund påvirker hinanden og stimulerer til handling og refleksion. Denne dialog kan finde sted på mange forskellige måder, men er karakteriseret af disse værdier:

§         Tydelighed: At udtrykke sine mål og hensigter.

§         Ydmyghed: At afstå fra magt og privilegier, at se det usynlige, afstå fra at definere den anden og fra alene at være den, der definerer rammerne for dialogen.

§         Forpligtelse: At afsætte tid til at skabe fællesskab.

§         Åbenhed: At anerkende at dialog kan forandre mig – ved at vise mig selv og min tradition på en ny måde; og at verden kan se anderledes ud fra andres synsvinkel.

 

j.        I Mesterens Lys

I Mesterens Lys er en af Areopagos’ partnere, der arbejder med dialog og kristen liturgi og spiritualitet inden for miljøet af nye spiritualiteter i Skandinavien:

 

Dialog er en ideel livsform karakteriseret ved tolerance, respekt for den anden person, kultur, religion og verdenssyn og ved en åbenhed og bestræbelse på at forstå og at lære fra den anden. Dialog beskriver et liv og en tjeneste i åben og ærlig kommunikation.

 

Dialog er uomgængeligt nødvendigt for finde plads for det kristne discipel fællesskab i ny-åndelige miljøer. IML’s nøgleord er tolerance, fordi tolerance er nødvendigt, hvis vi ønsker at dele vort liv som disciple af Jesus med andre religiøst søgende mennesker, invitere dem til at dele vor relation til og fællesskab med Mesteren. Uden tolerance degenererer mission let til overtalelse, propaganda og proselytisme, i stedet for at være en invitation til omvendelse.

 

IML er en invitation til discipelskab og omvendelse til et nyt liv i Kristus. Dialog kommer til udtryk i vore samlinger omkring lystjenester, hvor vi deler de samme bekymringer, som mange med-pilgrimme inden for Teosofi, Wicca og andre ny-åndelige miljøer  oplever, såvel som i vor forbøn for dem, som ønsker heling af krop, sjæl og ånd, dem som ønsker en velsignelse, en vejledning eller en heling af hjertet.

 

Holdningen, som ligger bag IML’s  kommunikationsformer, er dialogisk, og hver gang vi møder med-søgende og åndelige pilgrimme fra andre traditioner eller verdenssyn, er det vor hensigt at søge efter gudsbilledet i deres hjerter, Logos-frøet i deres åndelige praksis, og at modtage den velsignelse, Gud måtte have lagt hos dem til os. På denne måde er dialogens udgangspunkt og grundlaget for tolerance og og for sande medmenneskelige relationer genkendelsen af Gudsbilledet og længselen efter Gud og menneskehedens forening.

 

k.      IKON

IKON er en af Areopagos’ danske partnere, der er engageret i dialog med mennesker af anden religion, fortrinsvis de som tilhører holistiske nye religiøse spiritualiteter, men også mennesker fra etablerede verdensreligioner:

 

Dialog handler om at indgå i relationer præget af åbenhed, ærlighed og en søgen efter forståelse. Dialog er ikke kun en aktivitet blandt andre aktiviteter. Det er først og fremmest en fundamental relation, som vor næste kalder os ind i. Det dialogiske imperativ lader resultatet af den dialogiske proces stå åbent, i en overbevisning om, at processen vil afdække sin egen sandhed over for dem, som deltager i den. Det forudsættes, at troskab mod dialog processen vil føre til en uddybet forståelse og gensidig respekt. Det vil sjældent føre til fælles konklusioner, men det kan føre til delt indsigt og fælles tiltag.

 

Dialog handler ikke om snævert definerede religiøse emner eller om en intellektuel øvelse, der blot omhandler et teologisk begreb. Det er heller ikke et møde mellem forskellige trossystemer, men snarere et møde mellem personer i deres totale sociale sammenhæng, hvor ord og handling og relationen mellem mennesker med forskellig religiøs og ideologisk overbevisning i høj grad influeres af de forskellige syn på tro, uanset om disse omtales direkte eller ej. 

 

Så dialog er essentielt set en respons på det moderne samfunds pluralisme. Og som sådan er det de kristnes ansvar som medborgere at arbejde inden for samfundet med at opbygge tillid og bekræfte traditionernes pluralisme. Med Stanley Samartha’s ord: ”…det er kristologien, ikke sammenlignende religionsteologi, der har vor opmærksomhed. Vor primære interesse er ikke  ”interreligiøse konferencer”, men at være hos Kristus, i Hans fortsatte arbejde blandt mennesker af alle religioner og ideologier. Kristus kalder os ud af vor isolation og ind i en tættere relation med alle mænd og kvinder af anden tro”.

 

Det er altafgørende at gå til emnet ’dialog med mennesker af anden tro’, som en del af en skabelsesteologi. I tråd med denne tænkning vil udgangspunktet være at spørge efter den rette kristne holdning over for verden. Konkurrence, isolation og fjendskab har domineret den kristne erfaring gennem dele af dens historie. En kristen skabelsesteologi kalder på en sand dialogisk relation, der ikke har andet formål end sig selv. Dialog er dialogens endemål. Dialogen i sig selv er en måde at opdage sandheden på, snarere end at dele en sandhed, man allerede besidder.

 

l.        Folkekirke & Religionsmøde, Samarbeidsråd for Menighet og Misjon etc.

Areopagos deltager I forskellige relationer inden for rammerne af de skandinaviske kirker, der indbefatter et fokus på dialog:

 

Areopagos deltager i og samarbejder med flere organisationer med relation til de officielle institutioner i de lutherske kirker i Skandinavien. Vort engagement her er fokuseret på at understøtte en forståelse af begrebet Missional Kirke og at udruste lokale menigheder til at engagere sig i dialog i deres egen sammenhæng. Nogle menigheder har stadig til gode at opdage, at vi lever i et multi-kulturelt og multi-religiøst samfund, hvor indflydelsen og inspirationen fra andre religioner indvirker på tænkningen og handlingerne hos mange mennesker i fællesskabet – også mange af de mennesker, der er aktivt engagerede i menighedslivet. Derfor må dialog prioriteres i tænkningen og udrustningen inden for kirken i de kommende år.

 

4.   Typer og fælles karakteristika for dialog<o:p></o:p>

De mange forståelser af og erfaringer med dialog inden for Areopagos netværket viser, at der er forskellige typer af dialog i spil, som dog ofte er sammenvævede:

 

a.     Dialog som livsstil

Dialog er et etisk imperativ for mennesker, der ønsker at følge Jesu eksempel. Det er en måde at leve på, en grundlæggende indstilling mod andre mennesker. Vi møder mennesker med respekt, åbenhed og ydmyghed. Vi lytter til dem for at lære og forstå. Vi ønsker at være ærlige og møde andre uden en skjult dagsorden. Det er vigtigt, at vi lader de andre definere deres egne erfaringer og meninger, uden at vi sætter dem ind i forudfattede kategorier. Vi accepterer vor egen begrænsning og beder om tilgivelse, når vi forstår, at vi tog fejl. Dialog handler også om nysgerrighed og af at løbe en risiko, såvel som integritet, følsomhed og empati. Dialog er ikke-forsvarende, ikke-undvigende og ikke-manipulerende. Dette er grundlæggende for alle typer dialog.

 

The content of the Church's witness is the continuation of Jesus' ministry: kerygma (proclamation), diakonia (service) and koinonia (fellowship). The witness is not just the numerical and geographical expansion of the Christian faith nor is it a form of ecclesiastical propaganda in a spirit of triumphalism. It is the identification of the Church with the oppressed, the struggle for liberation and service among the poor. Witness is first of all internal, that is, the self-penetration of the Church into the profound roots and dimensions of its nature and existence, and then external, in other words, the self-realization of the Church in time and space. These two aspects of witness are intimately and dynamically inter-related. Therefore, witness is not one of the functions of the Church: the Church does not have a witness, it is the witness.<o:p></o:p> From Martyria -- <st1:city><st1:place>Mission</st1:place></st1:city>: the Witness of the Orthodox Churches Today, ed. Ion Bria, WCC, 1980, p. 213.<o:p></o:p>

b.     Samfundsorienteret dialog

Det er vigtigt at møde naboer, kolleger og samfundsgrupper med en dialogisk indstilling. Derved kan vi komme til at kende hinanden bedre, bygge venskaber og relationer på tværs af etniske, kulturelle, sociale, politiske og religiøse forskelle. Denne type dialog er en byggesten i sociale og politiske relationer. At slå følge med andre med en forskellig baggrund i samfundsprojekter for fred, menneskerettigheder, socialt medansvar, sundhedsudvikling, politisk frihed og demokrati er et vigtigt aspekt for os af at være i dialog med andre.  Denne type dialog har dog sine begrænsninger. Den kan blive ensidig ved kun at forholde sig til områder, hvor der er fælles forståelse og enighed, mens den må udelade kontroversielle emner og områder med indebyggede spændinger.

 

c.     Trosmøde – at dele religiøse erfaringer

 

Dialogue is a meeting face to face between equal parties without hidden agendas. I enter into dialogue, not to change the other, but to take part in the mutual transformation, which can take place when meeting others.<o:p></o:p> Emmaus, Norway<o:p></o:p>

Denne type dialog finder sted, når mennesker med forskellig tro og religion mødes for at dele med hinanden ansigt til ansigt. Vi mødes som ligeværdige og med en vilje til at lytte og blive forandret. Som kristne tror vi, at Gud er nærværende, når vi deler vore erfaringer, og at begge parter kan blive forandrede af det. I denne sammenhæng må erfaringsudvekslingen ske i ærlighed og nogle gange også i konfrontation, hvis den skal være sand mod vore overbevisninger og dybeste erfaringer. Men tolerance og respekt skal sikre, at dialogen sker i frihed og varme, selv i situationer, hvor forskellene gør ondt. Her vil vi erfare en vis polaritet. Vi anerkender andre menneskers synspunkter og erfaringer; samtidig har vi frihed til at vidne om og udtrykke vor egen tro og overbevisning. Denne type dialog kan finde sted på mange forskellige måder, men man skal altid være tydelig i beskrivelsen af sine hensigter, og der er en forpligtelse til at arbejde for at udbygge venskab og fællesskab.

 

d.     Formelle samtaler om religion og lære

Denne type dialog finder ofte sted i en teologisk og akademisk sammenhæng mellem lærde og religiøse ledere. Gennem konferencer, workshops, seminarer og på skrift sigtes der mod at afklare, forstå og forklare hvor, hvornår og hvordan de forskellige religioner, værdisystemer og trosformer stemmer overens eller er forskellige. Det er vigtigt at være tydelig og relevant, men der er også et behov for respekt og villighed til at lytte og lære for at undgå spændinger i sammenhænge, der ofte vil være præget af venskab og fællesskab. Denne form for dialog er lykkedes, når deltagerne er enige om, hvor de er uenige, og hvor de kan bekræfte fælles indsigter. Religiøse studier er et vigtigt aspekt ved disse formelle dialoger, og resultatet er en vigtig baggrund for andre typer dialog.

 

 

e.     Kommunikation med Gud som dialog                       

En vigtig type dialog har at gøre med vor relation og kommunikation med Gud i bøn. Når vi overfører dialogens karakteristika på vort bønsliv, forstår vi, at det er her, sand dialog begynder, og her vi finder vor model for dialog som livsstil. Tilbedelse, meditation og bøn har den åbenhed, ydmyghed og respekt, som særpræger dialog. I den gensidige udveksling af religiøse erfaringer med andre kan vi opnå en dybere erfaring af Gud. Dialog med Gud åbner for dialog med andre, og dialog med andre om åndelige erfaringer giver os en ny erfaring af, at Han er til stede imellem os som den tredje person.

 

Dialog som en proces og kommunikation inden for Areopagos netværket

Den dialogiske indstilling skal også indgå i kommunikationen og relationerne inden for Areopagos’ organisation og i forhold til vore partnere. Organisationen må vedvarende arbejde på at udvikle tydelige kommunikations strategier, som gør beslutningsprocessen gennemskuelig og forståelig, og som giver plads til forskellige teologiske synspunkter. Der må være en åbenhed for at lytte til indspil og spørgsmål, der kommer fra enkeltpersoner eller grupper, som påvirkes af de beslutninger og handlinger, organisationen foretager. I den interne kommunikation i Areopagos netværket skal vi søge en ikke-hierarkisk struktur, hvor der er lighed i retten til at spørge til og kommentere på prioriteringer og beslutninger. Denne ret skal ikke forveksles med retten til at tage beslutninger. Areopagos er forpligtet på at hjælpe på vej dialog og udveksling mellem individer, grupper og organisationer inden for Areopagos netværket – i en ånd af ”enhed i forskelligheden”. Samtidig søger Areopagos en åben dialog med strukturer og organisationer uden for vort primære netværk.

 

5.   Dialog og det kristne vidnesbyrd<o:p></o:p>

a.      Areopagos’ formålsparagraf 

Formålet for Areopagos danner basis for vores forståelse af dialog:

 

Areopagos har til formål at dele evangeliet i en multireligiøs verden.

Areopagos er en økumenisk virksomhed, rodfæstet i den lutherske tradition.

Areopagos prioriterer udviklingen af mødesteder og netværk for religionsstudier, dialog og spiritualitet.

 

Areopagos er en kristen missionsorganisation. Fokus ligger på at dele evangeliet. Dialog er formen, den holdning, hvormed denne delen finder sted. Denne dialogiske indstilling er en arv fra vor stifter Karl Ludvig Reichelt. I begyndelsen af Areopagos’ historie blev begrebet ’dialog’ ikke brugt. Reichelt refererede til den nødvendige indstilling hos missionæren, der var engageret i det levende møde med religiøst søgende fra andre traditioner. Han talte om tolerance, beskrevet som ægte lytten og interesse i den andens religiøse erfaring, at lære af ”de andre venner af Tao” og at gøre et fornyelsesarbejde sammen med ”alle menneskevenner”.

 

At dele evangeliet er ikke kun at sige de rigtige ord; det er også at vidne om vor tro på en relevant og forståelig måde. Vi ønsker at være åbne for forandring ved at lytte til andres synspunkter og tro og at udtrykke en forventning om den samme åbenhed fra dem. Vi kan ikke tvinge nogen til dialog eller til at have en tolerant og dialogisk indstilling over for os. Vi kan ikke tvinge nogen til at lytte fair til det, vi har at dele. Det vi kan gøre er at demonstrere vores egen oprigtighed og tolerance, lytte med respekt og prøve at forstå, hvad den anden har at dele.

 

Tolerance is an attitude towards other people which is carried by such a feeling and understanding of solidarity with them so that I live with, bear and endure their otherness and uniqueness, even when their differences and life together with them is troublesome. <o:p></o:p> Ole Skjerbæk Madsen, In the Masters Light.<o:p></o:p>

 

Levende mødersteder handler om enkeltpersoner og grupper, der lever i det multireligiøse samfund. Møderne foregår ikke først og fremmest mellem institutioner, systemer og verdenssyn, men mellem individer, der forsøger at blive klogere på livet gennem at møde andre, tale med dem, dele erfaringer og give og modtage råd. Forskelle tager tid at forstå. Derfor er der brug for tålmodighed i en dialogisk proces, hvor vi vil dele evangeliet i en multireligiøs verden, og der er brug for en forpligtelse til at forholde sig til personen og ikke til en stereotyp eller karikatur.

 

Vi ønsker at skabe mødesteder, situationer og muligheder for kontakt, hvor interreligiøs dialog kan finde sted i flere dimensioner: dialog mellem repræsentanter fra forskellige religiøse traditioner, personlig udveksling af tro og erfaring mellem individer, tværreligiøse eller tværkulturelle aktioner for en fælles sag og dialogen i mødet mellem forskellig liturgisk og religiøs praksis.

 

 

It is Christian faith in the Triune God... which calls us Christians to human relationship with our many neighbours. Such relationship includes dialogue: witnessing to our deepest convictions and listening to those of our neighbours. It is the Christian faith which sets us free to be open to the faiths of others, to risk, to trust and to be vulnerable. In dialogue, conviction and openness are held in balance.<o:p></o:p> From Guidelines on Dialogue, <st1:city><st1:place>Geneva</st1:place></st1:city>, WCC, 1979, Part III.<o:p></o:p>

Vi henter inspiration fra Paulus’ holdning i hans prædiken på Areopagos. Paulus forkyndte frelse gennem Jesu Kristi død og opstandelse. Han gjorde dette med en grundlæggende forståelse og respekt for grækernes kultur og spiritualitet. Han begyndte med det fælles udgangspunkt, at hele menneskeheden er skabt og opretholdt af Gud. Han bekræftede den religiøse indsigt i deres digtning, filosofi og åndelige søgen. Derefter gik han over til at vidne om sin egen erfaring af Jesus som en unik åbenbaring af Gud. Han forventede, at Gud ikke var fjernt fra en eneste af os, men nærværende som den Ene, der påvirker, taler og arbejder i alles hjerter og kalder dem til omvendelse og tro i Kristus. Vor dialog skal på samme måde give plads til, at Gud ved Helligånden kan ”tale for sig selv” og vække en interesse og længsel efter sandhed. Det er i Gud at vi lever og røres og er til.

 

b.     At forstå dialog

Dialog er uundgåeligt i vore liv sammen. Vi er skabt til at leve i dialog med hinanden. Det er i udvekslingen af ord, tanker og andres tilbagemeldinger, at vi lærer at kende vor egen tro og os selv. Ordet dia-log kommer af de to ord: ’dia’ og ’logos’, der betyder ’ved/gennem’ og ’ord/tanke’. Meningen er, at de, der indgår i dialog vil få bedre indsigt gennem bearbejdningen af ord og tanker. At have en frugtbar dialog forudsætter, at alle partnere er lige i processen og har et fælles ejerskab til dialogen. Religiøs dialog er ikke bare at snakke sammen; samtalen har en retning og er et forsøg på at kommunikere og at forstå forskelle. Religiøs dialog kan indeholde konfrontation, men må ikke føre til simpel diskussion, hvor respekten for den anden går tabt. Målet er ikke at nå til et kompromis, men at forstå den anden så langt, at det er muligt på sagligt grundlag at være enig eller uenig.

 

Intet menneske har den fulde forståelse af livet og sandheden. Da forståelsen af den endelige sandhed ligger uden for menneskets formåen, accepterer vi, at sandheden om livet og virkeligheden ligger i den kreative spænding mellem polariteter. Vor rationelle tænkning finder det ofte svært at forstå, hvordan begge kan være sande på samme tid. Det er samme sag, som når vi siger at Jesus Kristus er både helt menneske og helt Gud. Sandheden findes i den kreative spænding mellem de to. Dette må begribes, ikke af vore kognitive evner, men ved intuition, erfaring og åbenbaring.

 

Dialog er den grundlæggende indstilling i et liv, der leves i tolerance for andre. Det er den primære vej for at nå til gensidig forståelse, respekt og uundgåelig, hvis man vil opnå frugtbar sameksistens i en multireligiøs verden. En dialogisk grundholdning til livet accepterer, at vi alle har ret til vor egen tro og måde at forstå verden på. Vi tror, at vi har fundet Sandheden i Jesu Kristi person, men vi tror ikke, at vi har monopol på at formulere denne sandhed på fuldkommen vis.

 

 

The very nature of God, as revealed through the Hebrew Scriptures and the New Testament, is to be in relationship. … Religious dialogue is a manifestation of this abiding relationship of dialogue between God and the world, and is a concrete expression of Jesus’ instruction to love God and love the neighbour (Luke <st1:time minute="27" hour="10">10:27</st1:time>).<o:p></o:p> John Le Mond, <st1:place><st1:placename>Tao</st1:placename> <st1:placename>Fong</st1:placename> <st1:placename>Shan</st1:placename> <st1:placename>Christian</st1:placename> <st1:placename>Center</st1:placename></st1:place>, 2004.<o:p></o:p>

Dialog har at gøre med discipelskab. Vi tror at Jesus Kristus, som den inkarnerede Gud, er den perfekte rollemodel for al kommunikation og udveksling mellem mennesker og mellem Gud og os. Inkarnationen i sig selv er en dialogisk handling, hvor Gud rækker ud til menneskeheden for at genopbygge relationen. Ved at følge Jesus ønsker vi at blive mere sande mennesker og på denne måde udtrykke hans nærvær i det multireligiøse samfund.

 

c.      At forstå mission

Kirken er sendt for at være i mission, Guds mission – Missio Dei – for at kalde alle mennesker til fællesskab med den levende Gud. Frelsen er for alle, men alt for ofte har Kirken været en hindring for, at mennesker kunne høre og forstå dette. Kirken har for ofte præsenteret evangeliet som noget, den ejede og – på kirkens nåde – delte med andre, hvis de accepterede de definitioner, former og traditioner, hvormed det blev præsenteret. Vi tror, at alle ejer retten til evangeliet – ved Guds nåde. En missional kirke er en kirke, der er engageret i at kommunikere dette til det samfund, den lever i. For at kunne gøre dette ærligt og med respekt for de grundværdier, man finder i evangeliet og i Jesu Kristi liv, må det ske med en dialogisk holdning af ydmyghed og tålmodig lytten, læren og delen. Vi anerkender, at mission indeholder flere dimensioner, såsom proklamation, diakonale aktiviteter, vidnesbyrd m.v. Dialog er både en sådan dimension og en grundholdning, der reflekteres i de andre dimensioner.

 

d.     Mission og dialog

 

To IKON dialogue and mission are two sides of the same coin… Our Christian foundation is an integrated part of our lives and personality and is therefore considered the starting point for our conversation. <st1:city><st1:place>Mission</st1:place></st1:city> in this context can be characterized as the invitation to the community in Jesus Christ which is our foundation.<o:p></o:p> IKON’s statement on Dialogue and <st1:city><st1:place>Mission</st1:place></st1:city>.<o:p></o:p>

Sommetider er mission og dialog blevet opfattet som modsætninger. I Areopagos- netværket forsøger vi at undgå den slags modpoler, men vi lægger forskellig vægt på, hvad vi forstår ved mission og dialog. Areopagos er engageret i den kreative spænding mellem at se sig selv som både mission og dialog – og vi tror ikke, at de to kan adskilles på en sådan måde, at man kan sige at nogle af os er engagerede i dialog, mens andre arbejder med mission. Mission er vidnesbyrd på en dialogisk måde. Der findes ingen mission uden dialog – og der kan ikke være nogen sand dialog medmindre vi er tydelige omkring vor grundlæggende tro og værdier.

 

6.   Dialog og spiritualitet<o:p></o:p>

Kristen spiritualitet handler om det praktiske og konkrete udtryk for vor tro, både i relation til Gud og til vor næste. Spiritualitetens rolle i Areopagos handler både om næring for og kommunikation af vor tro. Areopagos’ liv og tjeneste skal være præget af en spiritualitet, som både nærer troen hos stab og frivillige og kommunikerer den kristne tro til religiøst søgende og de, som praktiserer en anden tro.

 

Dette har været betegnende for vort arbejde fra første begyndelse. ”Stedet for lovsang, andagt, tilbedelse, bøn og stilhed har altid været midtpunktet i vor mission” – sagde en af vore fædre, N.N. Thelle. I dag er formålsvirksomheder og partnere inden for Areopagos- netværket engagerede i dialogisk praksis og udvikling af forskellige traditioner inden for kristen spiritualitet med et dobbelt fokus: at uddybe og styrke vort eget trosliv og at kommunikere vor tro på et erfarings- og eksistentielt niveau.

 

Relationen mellem spiritualitet og dialog er åbenlys på flere områder:

1. Spiritualitet giver måder, hvorpå man kan vedligeholde den indre dialog med Gud, som kommer før og udgør en basis for vor dialog med andre. <o:p></o:p>
2. Udøvelsen af dialog er en integreret del af kristen spiritualitet, idet det at vidne om vor tro og relatere respektfuldt og lyttende til andre ikke kan adskilles fra troen selv.<o:p></o:p>
3. Fænomenologisk giver spiritualiteten et fælles grundlag for at dele og reflektere på tværs af religiøse grænser. Bøn, meditation, sang, stilhed, afbrændelse af røgelse og lystænding, åndelig vejledning, retræter, discipel-mester relationer, læsning af de hellige skrifter er alt sammen noget, man kan finde i de forskellige religioner. At dele erfaringer fra sådanne handlinger spiller en vigtig rolle i religiøs dialog.<o:p></o:p>
4. Som kristne søger vi at invitere religiøst søgende til at observere og deltage i vor åndelige praksis. Vi vil ikke kun tale om vor tro, men vil invitere andre til at dele vort trosliv og reflektere over denne erfaring i dialog.<o:p></o:p>
5. Vi er åbne for at lære af vore dialogpartnere og for at afstemme vor kristne praksis med deres, så længe denne praksis ikke modsiger vor kristne bekendelse.<o:p></o:p>

The dialogue in Ascension House is the dialogue of practical, shared every day life.<o:p></o:p> From the description of the Ascension House ministry.<o:p></o:p>

 

 

 

6. Selv om vi har forskellig tro, er nogle former for åndelig praksis, som stille meditation, også mulige at udøve sammen, på tværs af religionerne.<o:p></o:p>
7. Vi anser socialt ansvar, fredsarbejde og forsoning som udtryk for kristen spiritualitet. Dette er et spiritualitetsområde, der er åbent for en næsten ubegrænset tværreligiøs praksis.<o:p></o:p>

 

Den spiritualitet, vi forsøger at praktisere, skal være holistisk, inkluderende og Kristus-centreret. Dette er både sund teologi og vitalt for dialogen.

 

Ordene ’holistisk’ og ’inkluderende’ er etiketter for kristen spiritualitet, som dækker forskellige dimensioner: Vor Gud er en treenig Gud; vor tro er både personlig og kollektiv og omfatter både de åndelige, de psykiske og de fysiske aspekter ved livet; den udleves i relationen til andre mennesker, naturen og miljøet; den reflekterer både livets tunge og glædelige sider; den søger at hele og forandre, men også at udholde smerte og at leve med svaghed; den er kontemplation og handling, bøn og aktivitet; den er at leve det dobbelte kærlighedsbud ud.

 

Vor spiritualitet må derfor forståes udfra dens kerne: skabte af Gud og bevægede af Guds ånd, vil vi i vor spiritualitet være Kristus-centrerede, med fokus på Jesus Kristus, som levede det fulde åndelige menneskeliv, som vi søger. Denne inkarnatoriskee tilgang til kristen spiritualitet giver også et bud på den store udfordring i al dialog: at være tro mod sandheden – i kærlighed. Jesus viste os sandheden ved at leve et sandt liv i kærlighed.

 

7.   Dialog og religionerne: Intet andet navn?<o:p></o:p>

a.      Polaritet og kreativ spænding som en nøgle

Hvis vi som kristne skal engagegere os i et levende mode med vor næste og vor verden, må vi sætte os ved det religiøse rundbord, som både er lokalt og globalt. At leve i denne multi-verden er en ny erfaring for den vestlige kirke. Vi har derfor brug for at lære fra kirker, kristne og partnere i andre dele af verden, for hvem dette har været hverdagen i århundreder.

 

I denne nye kontekst ønsker vi, at vore liv og synspunkter skal reflektere polaritet og kreativ spænding: Vi ønsker at møde alle mennesker, uanset religion og kultur, med respekt og åbenhed. Samtidig bærer vi vor tro og vore erfaringer med os – en tro, som vi længes efter at dele med andre, ligesom vi inviterer andre til at dele deres tro og erfaring med os.

 

b.     Dialog og frelse

Den samme polaritet og kreative spænding er åbenbar, når vi taler om frelse. På den ene side gør Bibelen det klart, at døren til frelse i kristen mening åbnes gennem tro og dåb. Jesus er vejen, sandheden og livet – ingen kommer til Faderen uden ved ham. Vi bekræfter denne grundlæggende tro, som kirken har fastholdt gennem århundreder. Samtidig siger vi frimodigt, at Gud er suveræn, og at det er Gud og ikke os, der skal dømme andre. Vi indser, at vi må skelne mellem den åbenbarede Gud (Deus revelatus) og den skjulte side af Gud (Deus absconditus). Det er således ikke muligt for os at vide, hvad der sker med dem, der ikke har hørt evangeliet. På mange måder må vi gentage ordene fra Kirkernes Verdensråds erklæring i San Antonio i 1989: ”Vi kan ikke vise til nogen anden vej til frelse end Jesus Kristus. Samtidig kan vi ikke begrænse Guds frelsende magt… Denne spænding vil vi ikke forsøge at løse”.

 

c.      Kristus som den enestående (Uniqueness of Christ) – partikulær og universel

Spørgsmålet om kirkens relation til religionerne er et spørgsmål om Kristi enestående stilling. I den forstand er det noget at det mest centrale i nutidig missionsteologi. Det udfordrer os til at genoverveje, hvad vi mener om Kristus: ”Hvad siger folk om Menneskesønnen? Hvem siger I, at jeg er?” Jesus stiller disse spørgsmål til sine disciple midt i en religiøs sammenhæng med mange templer, guddomme og syn på frelse. Vi befinder os selv i dag i en lignende situation. Historien udfordrer os til at huske på, at det at bekende Kristus ikke kun handler om at have den rette tro (ortodoksi), men om et eksistentielt  forhold til en person. Det handler om at holde den frimodige bekendelse af Kristus som Messias sammen med påmindelsen om, at han er på vej mod lidelse og død: Kristi enestående position er ikke det samme som kristen overlegenhed; snarere har det at gøre med et kærlighedens sprog, hvor vi klynger os til Mesteren som vor eneste forløser – og ikke med et sprog, der kan bruges til at udelukke andre.

 

d.     At forstå andre religioner

Der er en spænding mellem de første kristnes verden – en religiøst pluralistisk verden med mange herrer og mange guder – og vor egen kontekst og tid. Vi konfronteres med nye globale, sociale, politiske og økologiske udfordringer. I vor tid ser nye generationer sig om efter “frelse” uden at tillægge begrebet den samme betydning, som man tidligere gjorde. Også vi søger efter svar, løsninger og måder at leve på, men samtidig peger vi på Jesus som ‘hovednøglen’ i vor fælles søgen efter frelse, og vi indbyder andre til at følge.

 

I missionens lange historie har kristne ofte misbrugt Jesus Kristi navn ved at forbinde det med sekulær magt. At regne Jesus Kristus for vor ’hoved nøgle’ betyder, at vi finder sandheden

 

• i et liv i lydigt discipelskab med Jesus Kristus som den, vi kender fra hans liv i fællesskab med hans første disciple,<o:p></o:p>
• i trofasthed mod traditionen om ham og<o:p></o:p>
• i åbenhed for al sandhed der måtte komme frem i menneskehedens historie.<o:p></o:p>

 

 

Vi er klar over de traditionelle kategorier og paradigmer, der ofte benyttes til at skelne mellem forskellige syn på Kristus og religionerne – det eksklusivistiske syn, der hævder, at Gud endegyldigt og eksklusivt er åbenbaret i Bibelen, med Jesus som højdepunktet i denne åbenbaring; det pluralistiske syn, der afviser forestillingen om, at Gud har åbenbaret sig i Jesus på en enestående og endegyldig måde; det inklusivistiske syn, som forsøger at finde en sti imellem disse to, hvor det bekræfter den kristne tro hovedsandheder, mens det samtidig er åben over for andres tro og erfaring. Disse paradigmer kan være til pædagogisk hjælp, men de bliver let til stereotyper. Inden for Areopagos tror vi ikke mange vil kunne identificere sig helt og fuldt med bare et af disse paradigmer. Det bibelske materiale synes at kombinere flere forskellige paradigmer. Der er aspekter ved evangeliet, som er eksklusive, mens andre er mere inklusive.

 

I Det Nye Testamente løber det partikulare parallelt med det universale: Der er ikke frelse i noget andet navn, Jesus er vejen, sandheden og livet – og Kristus er alles Herre, evangeliet er for alle mennesker. Gud elsker verden og sender sin enbårne søn som verdens frelser. Gud forligte verden i Kristus. Gud ønsker, at alle skal blive frelst og nå til erkendelse af sandheden. Men der er kun en mellemmand, Jesus Kristus, der gav sig selv som løsesum for mange.

 

I Areopagos-familien har apostlen Johannes’ fokus på Logos spillet en vigtig rolle. Dette fokus på Logos og logoi spermatikoi (logos frøene) er i nutidig religionsteologi blevet brugt til at hævde, at Kristus som Guds logos ikke er begrænset til Det Nye Testamente eller til den kristne kontekst. Derimod har han talt gennem andre – filosoffer og religioner. Vi er enige i, at der i de fleste religioner findes noget, der reflekterer gudgivne kvaliteter – det gode, det sande og det ærefulde. Samtidig kan vi ikke se, hvordan Logos kan adskilles fra den inkarnerede Kristus: ”…og Logos blev kød og levede iblandt os som et menneske…”. Vi ville være forsigtige med at forvandle den historiske Jesus til et generelt og filosofisk Kristus-princip.

 

Nogle ser den kosmiske Kristus, som den der giver lys til alle kulturer og religioner, uanset om folk har noget kendskab til inkarnationen. Men den kosmiske Kristus, som beskrevet af Paulus, er ham, der bragte fred gennem sit blod på korset. Vi kan ikke adskille skabelse, inkarnation og forløsning. Det er i inkarnationen og i korsfæstelsen og opstandelsen, at vi opdager og begriber Kristus som den kosmiske.