AT VÆRE VOLONTØR I ASCENSION HOUSE I HONG KONG
- ER DET NOGET FOR DIG?
Projektbeskrivelse for Ascension House 2008-2009
HVORFOR ET ASCENSION HOUSE?
Ascension House er en del af det missionsarbejde, der drives af Areopagos ud fra det kristne center Tao Fong Shan i Hong Kong. Formålet for Areopagos' arbejde er "at dele evangeliet i en multireligiøs verden. Areopagos prioriterer udvikling af mødesteder og netværk for religionsstudier, dialog og spiritualitet".
Ascension House er et sådant mødested.
Tao Fong Shan er bygget som et pilgrimscenter, hvortil folk igennem 80 år er kommet for i en kortere eller længere tid at slå sig ned, tage sig tid til fordybelse, studier og eftertanke i et kristent, liturgisk miljø. Oprindeligt blev det bygget til at tage imod de buddhistiske og taoistiske pilgrimsmunke, men omstændighederne har gjort, at det med årene er blevet mennesker med vidt forskellig baggrund, der på den ene eller anden måde gør brug af Tao Fong Shan - "Bjerget hvorfra Kristus-vinden blæser".
Hvert år rejser i tusindvis af unge vesterlændinge på deres livs eventyr. Rigtig mange vælger at tage til Østen og en del af dem kommer også gennem Hong Kong. Som rygsækturist får man utroligt mange kulturelle, medmenneskelige og religiøse indtryk, som er meget forskellige fra det, man kender hjemmefra. Dette kan både være en udviklende og positiv oplevelse, der sætter de unges eget liv og baggrund i relief og giver dem en ny forståelse af, hvem de selv er. Det kan også være en meget forvirrende oplevelse, hvis ikke der bliver tid til at fordøje indtrykkene rigtigt eller man i forvejen ikke er for rodfæstet i sin egen identitet. Gennem Ascension House vil Areopagos bl.a. tilbyde disse unge rygsækturister et pusterum, en åndelig og psykisk oase, hvor de for en tid kan slå sig ned i hjemlige omgivelser og slappe af, fordøje indtryk og møde et levende kristent miljø, der er i åben dialog med det multi-religiøse liv, der møder een overalt, når man rejser i Østen.
Målsætningen for Ascension House er at skabe et åbent kristent bofællesskab, der skal fungere som en integreret del af gudstjenestefællesskabet på Tao Fong Shan. Ascension House bliver således ikke kun brugt af rygsækturisterne, men efterhånden også af f.eks. vestlige studenter i Hong Kong, mennesker, der til daglig underviser i Kina eller mennesker fra de lokale kristne miljøer, som har lyst at være en del af fællesskabet der. Ascension House er således et meget internationalt sted med en bred, spændende kontaktflade og en klar kristen profil - et samværets og samtalens sted.
HVAD ER TAO FONG SHAN?
Areopagos' grundlægger Karl Ludvig Reichelt, der var en norsk missionær i Kina i begyndelsen af dette århundrede, havde en vision om at præsentere evangeliet i et sprog og en form, der var umiddelbart forståelig for dem, man kunne kalde "den religiøse elite" i Kina, nemlig præster, munke, nonner og religiøst interesserede lægfolk inden for buddhisme, taoisme og andre lokale religioner. På baggrund af denne vision foretog Reichelt hyppige kloster- og tempel besøg, gjorde sig til ven med munkene og forsøgte gennem studier og samtaler at forstå, hvad de tænkte og troede. Ud af mange års studier, dialog- og missionsarbejde voksede drømmen om at bygge et pilgrimscenter - et helligt bjerg - hvortil han kunne invitere sine venner til at deltage i et studie- og gudstjenesteliv, der kunne åbne deres øjne for den særlige åbenbaring af Guds kærlighed, som vi møder den i evangeliet om Jesus Kristus. I begyndelsen af '30-erne blev dette en realitet med opførelsen af Tao Fong Shan.
Tao Fong Shan er tegnet af den danske arkitekt Johs. Prip-Møller, der var ekspert på traditionel kinesisk tempel- og klosterarkitektur. På denne baggrund tegnede han bygningerne på Tao Fong Shan så de til forveksling ligner et buddhistisk eller taoistisk kloster, med den rigtige placering af bygningerne i forhold til hinanden og bjerget som helhed. Kirken på centret - Kristustempet - er en arkitektonisk perle, der er 8-kantet som et buddhistisk tempel, men fyldt med kristen symbolik. Intet under, at Tao Fong Shan regnes for noget af det mest autentiske traditionelle kinesiske byggeri i Hong Kong i dag. Hele centret har gennem de seneste år være igennem en grundlæggende restaurering, så faciliteterne nu fremstår bedre end måske nogensinde.
På dette center er der i dag en bred vifte af aktiviteter og arbejdsgrene, hvoraf Ascension House blot er en af dem. Centrets vision i dag er: "at udvikle kontekstuel kristen spiritualitet, kunst og liturgi og at opmuntre til religiøs og kulturel udveksling og dialog". Med andre ord arbejder man på at grundfæste kristen tro som også en sand kinesisk spirituel erfaring og ikke kun en vestlig importvare. Samtidig anerkender man, at Øst og Vest har meget at lære om og fra hinanden. Derfor udmøntes visionen i 3 arbejdsområder:
- spiritualitet og retræte
- kunst og liturgi samt
- brobygning og dialog.
Ascension House hører primært til inden for sidstnævnte område.
På Tao Fong Shan holder to menigheder til, en kinesisk- og en engelsktalende. Der ud over er der et rigt liturgisk miljø, med forskellige samlinger i løbet af ugen, så som bøns- og nadversamling tidlig fredag morgen med fælles efterfølgende morgenmad, daglige Taizé-inspirerede middagsbønner og særlige arrangementer i forbindelse med højtider m.v.
Studiemiljøet på Tao Fong Shan søges styrket gennem et stadigt nærmere samarbejde med Det Lutherske Teologiske Seminarium, som har til huse på bjerget som Tao Fong Shans nærmeste nabo. Dette giver studenterne derfra mulighed for at gøre brug af Tao Fong Shans faciliteter ligesom staben på Tao Fong Shan, og dermed også volontørerne i Ascension House, til tider kan deltage i forelæsninger på seminaret. Udenlandske studerende ved seminariet benytter sig også af muligheden for kontakt til andre unge via Ascension House.
Tao Fong Shan bruges som rammen for lokale og internationale konferencer, retræter m.v. og fra Institute of Sino-Christian Studies (ISCS) koordineres et stort oversættelsesarbejde af teologiske skrifter til Kinesisk. Tao Fong Shan er altså meget mere end Ascension House; men Ascension House er en vigtig brik i et stort puslespil af missionsarbejde, som udføres på Areopagos' center i dag. Ascension House er en helt egen arbejdsgren, men fungerer i et spændende og inspirerende miljø og fællesskab med Tao Fong Shan's øvrige aktiviteter.
HVAD KRÆVES AF EN VOLONTØR PÅ ASCENSION HOUSE?
Hvis du efter at have læst det foregående måske kunne have lyst til at blive volontør, kan du, ved at udfylde vedlagte ansøgningsskema (et skandinavisk + et engelsk) og indsende det til Areopagos, måske komme i betragtning for en ansættelsessamtale. For at komme i betragtning er der nogle grundkrav, som du må opfylde:
- Du skal være kristen og kirkeligt engageret
- Du skal være mindst 22 år
- Du skal kunne tale engelsk
- Du skal være villig til at dele dit liv og tro med andre
- Du skal være selvstændig og god til at samarbejde
- Du skal være villig til at bo tæt
- Du skal være åben for fremmede kulturer og tankegange
- Du skal være gæstfri og social
Den primære kvalifikation i arbejdet i Ascension House er naturligvis din evne til være sammen med andre mennesker på en åben, naturlig og positiv måde, så både dine volontørkolleger og gæsterne føler sig godt tilpas i dit selskab. Derfor vil din udstråling, din evne for fleksibilitet og til at kommunikere dine tanker og følelser være noget af det, der vil blive lagt vægt på under interviewet. Der kræves ikke nogen specifik uddannelsesmæssig baggrund.
Ved udvælgelsen vil vi lægge vægt på, at teamet passer sammen som helhed, både m.h.t. køn, alder, erfaringer osv., så teamet kan supplerer hinanden konstruktivt.
TEAMOPGAVER - HELT PRAKTISK
Hvis man bliver antaget som volontør i Ascension House, hvad forventes man så at foretage sig, mens man er i Hong Kong?
Den første og største opgave er naturligvis at få Ascension House til at fungere rent praktisk. Dvs. at teamet, som består af 4 personer, har ansvaret for at få arrangeret de nødvendige indkøb, madlavning, rengøring og vask. Det betyder ikke, at teamet altid skal gøre det selv. Faktisk er det en del af idéen med bofællesskabet, at man inviterer gæsterne til at deltage i disse praktiske gøremål. Udover at dette naturligvis letter teamets daglige arbejde, har det også den sidegevinst, at gæsterne får en større ansvarsfølelse for huset og har nemmere ved at føle sig hjemme. Dette har vist sig utrolig vigtigt for husets omgangstone og muligheder for samtaler og opbygning af venskaber. Men det er altså teamets ansvar, at tingene bliver gjort, og er der ingen gæster, der vil eller kan, må teamet naturligvis selv træde til.
Der er også en del praktiske ting omkring vedligeholdelse af huset og pasning af have og husdyr, som det er teamets ansvar at få gjort.
Det vigtigste ved arbejdet i huset er naturligvis at opbygge gode relationer til gæsterne. Ascension House skal være mere end blot et overnatningssted. Det skal være et levende kristent bofællesskab, hvor gæsterne føler sig hjemme, taget vel imod og hvor de møder mennesker, der har tid og lyst til at lytte. Livet i Ascension House skal være praktisk kristendom i ord og handling. Et sted, hvor fordomme mod kristendommen brydes ned og et sted hvor der gives et relevant kristent respons på de mange religiøse indtryk man ikke kan undgå at møde, når man rejser rundt i Østen.
Teamet står for gennemførelse af daglige andagter/meditationer i huset, der synges bordvers og man inviterer gæsterne til at deltage i de aktiviteter på Tao Fong Shan, der vil være relevante. Det er naturligvis frivilligt for gæsterne, om de vil deltage, men det er vigtigt, at volontørernes bøns- og andagtsliv er en åbenbar og naturlig del af dagliglivet i Ascension House.
En gang ugentligt arrangerer teamet en tur for de af gæsterne, der har lyst at deltage. Det kan være et tempelbesøg, shoppingture, bjergvandring, ud at se på museum eller andre seværdigheder eller måske en tur til stranden. Dette giver på en gang teamet mulighed for at komme rundt og se Hong Kong og for at få nogle fælles oplevelser med gæsterne, som naturligt kan hjælpe til med at opbygge gode relationer.
OUTREACHES
Fra sommer til jul har teamets medlemmer en ugentlig dag, hvor de har særlige opgaver i andre af Tao Fong Shans arbejdsgrene. Dette er for at styrke det gensidige kendskab arbejdsgrenene imellem, opbygge personlige relationer til andre stabsmedlemmer og modvirke, at Ascension House bliver isoleret i forhold til centrets arbejde i det hele taget. Efter jul erstattes disse opgaver af de såkaldte outreaches - en opgave uden for Tao Fong Shan' regi. Dette er en aftale mellem det enkelte teammedlem og den organisation man vælger at arbejde for. Der er afsat 1 dag om ugen til outreach. En outreach kan f.eks. være, at man hjælper med at gøre rent i et af Mother Theresas hjem for hjemløse, at man tager på fængselsbesøg, hjælper unge piger, der er blevet ufrivilligt gravide og som vælger ikke at få abort, deler mad ud til hjemløse, bistår med juridisk hjælp til filippinske stuepiger eller noget helt andet. Dette er blot nogle eksempler fra tidligere år. Outreaches må tilpasses den enkelte volontørs særlige evner og interesse og må aftales i tæt kontakt med ledelsen på Tao Fong Shan. Hensigten med disse aktiviteter uden for huset er at "udvide horisonten" lidt, at få indblik i de lokale sociale forhold og nogle af de arbejdsformer, de mange frivillige organisationer bruger. Desuden er det en mulighed for at udvide kontaktfladen både for den enkelte volontør og for Tao Fong Shan. Tao Fong Shan og dets stab må være en levende integreret del af det lokale kristne miljø i Hong Kong.
Som en del af volontøropholdet i Ascension House indgår to kortere rejser til Kina, dels et par ugers 1.-håndserfaring som rygsækturist, dels en studietur for at se og forstå lidt mere om forholdene i Kina, især for den kraftigt voksende kirke. Studieturen, som arrangeres af medarbejdere på Tao Fong Shan er forskellig hvert år, og kan også indeholde besøg på seminarier, kulturelle og sociale centre. Rejserne sætter teamet i stand til bedre at forstå gæsternes frustrationer, sorger og glæder når de kommer fra Kina og at kunne vejlede dem, der er på vej dertil. At rejse i Kina er hårdt arbejde - man forstår først rigtigt, når man selv har prøvet det, hvor svært det er at klare sig i et land, hvor man ikke kan læse et vejskilt eller teksten på den nyligt købte billet.
RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER
Inden der har fundet en egentlig ansættelse sted har Areopagos ingen økonomiske eller juridiske forpligtelser over for evt. ansøgere. Ud fra ansøgningerne vil vi udvælge nogle til interview, som sandsynligvis vil finde sted i henholdsvis København og Oslo. Hvis du efter interviewet bliver antaget, bliver der indgået en ansættelseskontrakt, hvor vi gensidigt forpligter hinanden på forskellig vis.
Vi forpligter os til, i nødvendigt samarbejde med dig, at sørge for det praktiske omkring ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse. Dette kan tage flere måneder. Derfor må vi i gang med denne procedure umiddelbart efter ansættelsen. Vi dækker dine udgifter i forbindelse med de 2 forberedelseskurser, som vil foregå i løbet af foråret og umiddelbart før udsendelsen. Vi sørger for bestilling og betaling af billetten til og fra Hong Kong. Under opholdet på Tao Fong Shan sørger vi for kost, logi og lommepenge og for dækning af evt. lægeudgifter, der ikke ellers dækkes af forsikringen.
Staben på Tao Fong Shan tilbyder personlig supervision og i det daglige arbejde relaterer teamet direkte til ledelsen på Tao Fong Shan, som har arbejdsgiveransvaret. Her aftales fridage, ferie m.v.
I forbindelse med efterbehandling af volontørtjenesten afholdes et hjem-komstkursus, hvor udgifterne ligeledes dækkes af Areopagos.
Du forpligter dig til inden udrejse at betale 10.000,- Norske kr. til Areopagos. Dette er tænkt som delvis dækning af udgifter i forbindelse med rejse, vaccinationer, forsikring, arbejdsvisa m.v.
Naturligvis forpligter du dig også til ikke at springe fra i sidste øjeblik, så vi ikke har tid og mulighed for at finde en anden og få papirerne i orden.
Teamet forpligter sig til at holde "baglandet", dvs. både Areopagos' venner og dine egne forbedere, familiemedlemmer og venner, orienterede om, hvordan det går i arbejdet. Dette sker primært ved at teamet med jævne mellemrum skriver nyhedsbreve hjem. Areopagos dækker udgifter i forbindelse med kopiering og porto for nyhedsbrevene.
Ved ansættelsen bliver du medlem af Areopagos og vi forventer, at du i en periode efter hjemkomsten vil hjælpe med at gøre mission i almindelighed, og Areopagos' arbejde i særdeleshed, kendt. Dette kan f.eks. ske genem foredrag, undervisning, skrive artikler eller ved på anden måde at forsøge at dele dine erfaringer med andre. Du vil også være en førsteklasses ambassadør i rekrutteringsprocessen af nye teammedlemmer. Du skal naturligvis kunne gå ind for Areopagos' formål, som lyder således:
"Areopagos har til formål at dele evangeliet i en multireligiøs verden.
Areopagos er en økumenisk virksomhed, rodfæstet i den lutherske tradition.
Areopagos prioriterer udvikling af mødesteder og netværk for religionsstudier, dialog og spiritualitet..."
Du kan finde yderligere information på:
Tilbage til ansøgningsoversigten
Synes du Ascension House lyder som en passende udfordring for dig, opfordrer vi dig til at udfylde ansøgningsskemaerne og sende dem til nærmeste kontor:
Peter Bangs Vej 1 D | Postboks 6763, St. Olavs pl |


